Søren Sejr

Søren Sejr

Over de seneste år er der sket udvikling i Sejrs maleri, der synes at have bevæget sig mod et mere nøgternt, formelt og afdæmpet udtryk. Genkendelige, figurative elementer og silhuetter, der prægede forgrunden i Sejrs arbejde for nogle år tilbage har viget deres plads til fordel for baggrunden — for det motivløse — i en stræben efter en højere grad af abstraktion. Denne kurs udviklede sig til værker, som hovedsageligt var opbyggede af farvede flader, der agerede kompositoriske, mere massive, lukkede elementer i et endnu fladere maleri.

Sejr har i de nyeste værker taget konsekvensen af denne udvikling og produceret en række værker, der er endnu mere forfinede i deres udtryk. Hvor værkerne på de tidligere udstillinger har været nøje afstemt i deres farveklang, da er de nye malerier hovedsageligt monokrome og holdt indenfor farverne sort, ultramarin og beige. Dette er med til at give et både beroligende og påtrængende udtryk på én og samme tid. Den subtile nuance- og teksturforskel mellem billedefladens 3 medier — olie, akryl og gel — gør, at værkerne afslører sig selv i et langsomt tempo, hvilket bidrager til en næsten meditativ oplevelse. De store flader af farve bliver dog i mange af malerierne brudt op af tryk på en baggrund af råt lærred. Dette er med til at give en ekspressiv og gestikulerende dimension til værkerne samt en fornemmelse af, at det ellers flade udtryk er opbygget af en række materialebundne lag eller niveauer. De figurative elementer og opstillinger, der tidligere lå i forgrunden af Sejrs værker refereres nu som mere ekspressive gestikulationer i det bagerste lag, der til tider får lov til at kigge frem. Man kan derfor betragte Sejrs udvikling som en substituering mellem forgrund og baggrund.

Hos Sejr ser vi desuden en søgen, der stiler mod kernen — mod indbegrebet — af netop den maleriske praksis. Denne søgen har afstedkommet et maleri, der er mere formelt og reduceret i sit udtryk. Hans proces handler i høj grad om, hvor mange fravalg man kan tage, før maleriet mister sin integritet, og hvordan man i disse fravalg får klarsyn for dét, der i grunden og i maleriet betyder noget. De valg, der står tilbage, er med andre ord helt essentielle.

Land: Danmark
Født: 1981