Eli Benveniste

Eli Benveniste

Perspektivet

Jeg har altid været fascineret af perspektivet – af at kunne accelerere eller bremse en bevægelse ved at modellere en form større eller mindre i forhold til skulpturens andre dele – det er en lille tidslomme i sig selv. Perspektivet er også fascinerende i forhold til den rolle, det spiller i menneskehedens historie, og vi kan aflæse vores opfattelse opfattelse af verdenen ved at se på, hvordan perspektivet er blevet anvendt.

Fra hulemaleriernes stoflige streg til grækernes ideale menneskeskikkelse og perfekte proportioner til det manglende perspektiv i den romanske tidsalder. I slutningen af renæssancen begyndte manieristerne at overdrive perspektivet og trække formen ud for at forstærke bevægelsen. Kubisterne ophævede helt det tredimensionelle rum ved at beskrive objekter fra flere sider på én gang, stik imod perspektivlæren. Mondrian begyndte at bruge firkanter, striber og flader til at beskrive sit landskab, og en dag stod det visuelle sprog helt alene, uden genkendelige former i et abstrakt rum. Med Einsteins relativitetsteori ændrede vores opfattelse af rummet sig endnu engang, og spacetime ekspandererede perspektivet til det ekstreme.

– Perspektivet følger uvægerligt med som en skygge, lang eller kort.

I det store perspektivs perspektiv kan man samtidig følge, hvilken betydning skulpturen har haft for os. Behovet for at beskrive os selv, har vi altid haft – vi bruger mennesket som form og som fortælling, for at udtrykke hvem vi er.

De allerførste kunstnere var animister. I dybe huler tegnede de på væggene store vigtige dyr og sig selv som jægere, samme slags dyr i alle fire verdenshjørner. Det var dengang mennesket oplevede, at alt i naturen havde sjæl og ånd – både døde og levende ting. Med agerbruget blev vi langsomt mere civiliserede og udviklede samtidig en morallære, og med den begyndte en magtstruktur at tage form. Præsternes lære blev håndhævet på mange måder, men en af de vigtigste var skulpturerne, der var magiske objekter, som forstærkede troen – skulpturen var Gud.

Det var denne magt, som den fysiske skulptur besad, fra sumererne til egypterne, fra grækerne til romerne, men som man i kristendommens begyndelse gjorde op med. Ikonoklasterne fandt det nødvendigt at destruere alle guderne for at få bugt med afgudsdyrkelsen. Der skulle nu kun være den ene sande gud, ham som døde på korset for vores skyld, og alle afbildninger af tidligere guder skulle tilintetgøres. Det er derfor, at der er et hul i vores kulturhistorie på flere hundrede år, efter Romerrigets fald i det tredje århundrede og ind i den tidlige middelalder.

Det lykkedes de kristne ikonoklaster at starte et nyt billedsprog med den stive Jesusfigur i lang kjortel og kongekrone. Med tiden blev kronen til en tjørnekrans og kjortlen krøb op over knæene, og i renæssancen indtog mennesket Guds rolle i kunsten. Denne udvikling er kun blevet ydeligere forstærket, og inden for de sidste 50-60 år har skulpturen mistet meget af sin symbolske, såvel som sin kunstneriske betydning i den vestlig verden. Men for hinduerne i Indien og flere andre steder har skulpturen bevaret sin magtfulde rolle, og de bliver uforandret betragtet som guder. Også indenfor islam har skulpturen samme status og forbydes derfor stadig.

Skulpturen har svært ved af finde plads i vores digitale verden, hvor fysiske genstande i det hele taget bliver stadig mere overflødige. Lige som alt andet bliver også kunsten digitaliseret og kommer ikke længere til udtryk med den analoge hånds kunnen, og det sprog, som den analoge kunst hidtil har benyttet sig af, har svært ved at finde fodfæste og nyt udtryk i samtiden. Vi skal ikke længere udtrykke guders temperamenter; landskaber og portrætter stilles skarpe med telefonernes linser, selv i lægmænds uøvede hænder. Vil vi beskrive vores samtid, bliver det i form af fragmenter fra en tabt tid, stykket sammen til en ny splintret virkelighed. Vi benytter os af ironi og provokation for at få plads i den zappede verden, hvor intet varer længere end til det næste klik.

Det er en ny virtuel verden som har åbent sit landskab for os med uendelige muligheder, men vi er i den spæde begyndelse og går endnu med stok. Vi skal lære at mestre de nye redskaber, før vi igen kan genfortælle historien om, hvem vi er som mennesker i denne nye konstellation. Indtil det sker, benytter vi os af ready mades og afstøbninger sat sammen i nye ”poetiske konstellationer”, som for mig at se, er intellektuelle øvelser fortalt 1 til 1 med brugsanvisningen vedhæftet værket, og det er mit indtryk, at meget samtidskunst med fordel kunne fortælles bedre i ord, hvorimod analog kunst netop gør ord overflødige.

Det analoge kunstværk taler direkte til os, vi kan mærke det fysisk – og det har evnen til at tale til os gennem alle tider. Som mennesker er vi uundgåeligt analoge. Bestemte koblinger i vores system får os til at reagere på samme måde som vi altid har gjort, og når et kunstværk vækker genklang i os bliver vi forløste – uden ord.

Derfor er det af den største betydning at finde nye analoge udtryk til samtidskunsten, der kan holde sproget levende i denne overgangsfase. Vi må gøre vores bedste for at udvikle skulpturens sprog og ikke lade os paralysere af den digitale kunsts fremdrift, der er et sprog, som vi kan have svært ved at forstå, og hvor kvaliteten ofte drukner i antallet af kunstnere, når alle kan være med uden egentlige forudsætninger, uden mange års øvelse og dygtiggørelse indenfor et håndværk.

Men det er ikke kun for skulpturens skyld, at håndværket bør overleve, det er langt mere trist, hvis glæden ved at skabe går tabt. Gennem kombinationen af hånd og sind udvikler vi os selv på et personligt niveau, såvel som på det alment menneskelige, og holder vi ikke denne evne levende, vil vi glemme en stor del af os selv.

Derfor laver jeg stadig skulpturer, for at holde denne evne og glæde ved håndværket i live. Det er stadig meget tilfredsstillende at dygtiggøre sig, at have hænderne begravet i ler, arbejde med voks eller at hugge i sten. Det er forløsende i sig selv, når det i arbejdsprocessen lykkes at tage kvantespringet og være til stede det skridt længere fremme, end hvor man egentlig befinder sig, når ordene lander rigtigt i en sætning, eller udtrykket i leret opstår – som af sig selv.

Eli Benveniste, Pietrasanta oktober 2018

Land: Danmark
Født: 1961

×
Product added to cart

Ingen varer i kurven.